Udgiv din egen e-bog – Trin 1

Følgende indlæg omhandler udgivelsen af en e-bog, du har skrevet. Det er med en kommerciel vinkel; du skriver ikke alene for din egen fornøjelse, men også for at tjene penge på det.

Min baggrund for at skrive dette indlæg er, at jeg selv er forfatter til to e-bøger. Begge er skrevet i 2015. Den ene handler om at få bedre karakterer (Faa12.dk) med baggrund i mit jurastudie. Den anden handler om ejendomsinvestering (15pct.dk) med baggrund i mine egne investeringer.

Begge bøger er ’udgivet’ af mig selv. Jeg sætter udgivet i apostrofer, for der er intet formelt forlag bag. Mine e-bøger er et produkt, jeg sælger i mit selskab.

Mine bøger sælger og genererer lige nu en omsætning på mellem 5.000 kroner og 10.000 kroner om måneden uden indsats fra min hånd.

Jeg vil gerne fortælle, hvordan du udgiver din egen e-bog på din egen side; hvordan du markedsfører og sælger den; og gode tips i øvrigt, jeg kan give videre efter snart at have solgt mine bøger i et år.

Det sker i 3 indlæg her på Fyldepennen.dk. Indlæggene bliver udgivet eksklusivt hertil. Første indlæg – du læser lige nu – handler om det tekniske og opsætning af en side. Andet indlæg handler om markedsføring og salg af din bog. Tredje handler om tips i øvrigt.

Du skal ”bare” sørge for at skrive din bog. Så kan du bruge denne side som inspiration til det praktiske.

Den markedsføring jeg fortæller om, fungerer især godt til faglitteratur – men flere af mine markedsføringsmetoder virker også til skønlitteratur. Jeg giver også mit bud på, hvordan du stiger i Saxo.coms søgemaskine og sælger din skønlitteratur ad denne vej i næste kapitel.

Nok introduktion – lad os se på, hvordan du kan udgive din egen e-bog på din egen side!

Domæne og WordPress

Begge mine bøger sælges på eget domæne. Det anbefaler jeg til alle. Så har du fuld kontrol.

Et domæne koster 45 kroner om året i domæneafgift. Derudover betaler du et par hundrede kroner i hosting. Du kan se aktuelle priser i sammenligningstabellen på HostingGuiden (http://www.hostingguiden.dk/ ).

Regn med 300 kroner om året i fast udgift her.

På dit domæne installerer du WordPress. Det gøres nemt med de fleste webhosts som UnoEuro takket være ”1 click installers”.

Når WordPress – et Content Management System, et indholdsstyringssystem – er installeret, har du mulighed for at udskifte med et nyt tema, skrive en forsidetekst og fortælle om dig selv som forfatter.

Mine sider er designet fra bunden og kodet op af en udvikler. Dette har koster cirka 6000 kroner per side. Du kan gøre det gratis ved at vælge et af de mange eksisterende temaer og tilrette dette selv. Det kan virke uoverskueligt fra starten af, men jo mere, du arbejder i WordPress, jo mere begynder systemet også at give mening. Næsten en tredjedel af verdens hjemmesider er bygget i WordPress, og der er rigeligt med hjælp at finde, hvis du Googler efter det.

Selve salget af din e-bog kan du håndtere gratis og nemt ved hjælp af ”pluginnet” Easy Digital Downloads.

Dette plugin skaber en ”check ud-side” og lader dine brugere putte din e-bog ”i kurven”. Med andre ord er det en webshop-løsning for digitale produkter for os, der ikke lige kan kode en webshop selv.

Du kan købe en række udvidelser til Easy Digital Downloads, der giver dig ”PDF stamps” i din e-bog for at forhindre kopiering og meget mere.

Hvis du ikke synes, de gratis WordPress-temaer er tilpas til dit behov, kan du købe temaer hos en række udbydere som:

  • Themeforest (markedsplads)
  • WooThemes (udvikler selv)
  • ElegantThemes (udvikler selv)

Og mange flere.

Betalingsløsning

Du skal også kunne tage betaling for dine e-bøger.

Det nemmeste til at starte med er at tage PayPal. Dette lader dine brugere betale både med VISA- og MasterCard. Der er ingen faste omkostninger forbundet med PayPal, men du betaler flere procent af hvert køb i omkostninger.

Ikke alle danskere kender dog til PayPal.

Derfor anbefaler jeg, at du bruger en af de to virksomheder Stripe og Braintree.

Begge er amerikanske virksomheder, der tilbyder en ”no cure no pay”-betalingsløsning, der lader dine kunder betale direkte med PayPal og MasterCard på din side. Jeg bruger selv Braintree på begge mine sider, fordi at de første 300.000 kroner i omsætning her er gratis. Det koster til sammenligning cirka 17.000 kroner hos Stripe i omkostninger afhængigt af, hvor store dine transaktioner er. Få store koster mindre end mange små transaktioner.

For at få Braintree eller Stripe koblet op, skal du udarbejde handelsbetingelser og en politik for behandling af personlige informationer. Du er velkommen til at lade dig ”inspirere” af dem, jeg har i bunden af Faa12.dk og 15PCT.dk. Jeg vil dog foretrække, hvis du ikke direkte kopierer dem.

Din betalingsløsning koster ikke noget, hvis du ingen bøger sælger – men tillader dig at tage kort. Før i tiden skulle du have en aftale med NETS, og det kræver bankgarantier, oprettelsesgebyrer og meget andet snask. Internettet og stærk konkurrence er en fantastisk ting.